Fransk Estragon

Artemisia dracunculus L.

Anvendelse

Middelalderens klostermedicin anvender de stødte rødder fra estragon til at smøre på kroppen mod mange sygdomme. Saften fra roden blev brugt som kur mod hovedpine, tandpine og hård afføring.

Som naturlægemiddel har estragon været brugt til at fremme fordøjelsen, som febernedsættende urt og som vanddrivende middel. Desuden har estragon været brugt mod orm og kolik.

Tygning af friske blade siges at hjælpe mod tandpine og hikke. Desuden virker det dæmpende på følelsen af sult. På den måde har estragon en vis slankende virkning.

Planten anvendes i dag særligt på grund af dens delikate smag og indgår i saucer og krydderblandinger, bedst kendt som smagstilsætning i bearnaisesauce og kryddereddike.

Indholdsstoffer

Estragonplanten indeholder æterisk olie med blandt andet eugenol. Herudover harpiks, bitterstof og garvestof samt vitamin A og C, jod og mineraler.