Om Joachim Burser
1583 født i Kamenz i Sachsen
1596 student i Leipzig
1610 student i Basel
1614 Dr.med. i Basel (Burser var en af de dygtigste elever hos den berømte prof. Bauhin)
1622 Læge i Anneberg i Sachsen
1625 Professor i medicin og fysik v. Sorø Ridderlige Akademi
1631 Udnævnelse til apoteker i Sorø. Burser var Sorøs 2.apoteker
1639 døde Joachim Burser i Sorø
Joachim Burser blev født i Kamenz NØ for Dresden i Sydtyskland i 1583. Han studerede medicin og naturfag ved flere universiteter bl.a. i Basel, hvor han studerede hos den berømte biolog Caspar Bauhin. Ved universitetet i Basel fik Burser sin doktorgrad. Burser fungerede som stadslæge i Annaberg i sit hjemland fra 1622. I 1625 blev Joachim Burser kaldet af Chr.4. til professor i medicin og botanik ved Det kongelige Ridderlige Akademi i Sorø.
I 1623 havde det danske rigsråd omdannet det hidtidige akademi til dette særlige akademi, hvor Chr.IV`s sønner og den danske adel skulle gå. Inspirationen til dette adelige akademi, hvor adelens sønner kunne gennemgå både en dannelse og en uddannelse, kom fra Tübingen og Kassel i Tyskland.
Burser fik tildelt en lærerbolig ca. 100 m. udenfor Klosterporten, omkring hvor Danske Bank ligger i dag. Han etablerede sin egen lille” botaniske” have ved sin bolig.
Medens Burser boede i Sydtyskland foretog han mange rejser rundt i Midt - og Sydeuropa. Han var en dygtig botaniker, og brændte for at indsamle så mange forskellige planter, som muligt. Han nåede at indsamle ca.3.200 planter, som han pressede og klæbede op på herbarieark. Alle disse ark fik han indbundet til 25 tykke bind med læderryg. Dette store værk ”Bursers Herbarium” / ”Hortus Siccus” (Den tørre have) medbragte han, da han flyttede til Sorø i 1625.
Bursers store interesse for botanik gjorde, at han også i Danmark indsamlede planter til et specielt dansk herbarie. I hans have i Sorø dyrkede han især lægeplanter f.eks. Fliget Svaleurt (Chelidonium majus var.laciniatus), men også nogle prydplanter, hvoraf nogle senere er blevet almindelige haveplanter i Sorø f.eks. Nikkende Fuglemælk (Ornithogalum nutans). Desuden dyrkede Burser nogle vilde arter, som han fik via frø fra udlandet f.eks. Vår-Brunrod (Scrophularia vernalis).
Flere ikke så almindelige arter, som for eksempel Fliget Svaleurt og Vår-Brunrod findes begge forvildet i Sorø i dag. Det er fristende at tro, at det drejer sig om efterkommere efter planter i Bursers egen have.
Bursers enorme viden om og entusiasme for botanik førte ham sammen med nogle af datidens store botanikere og plantesamlere. Burser dyrkede bl.a. plantekendskab/venskab med Ole Worm. Ole Worm boede fra 1630 i professorboligen v. Kbh. Universitets Botaniske Have (nu Krystalgade), og han var ansvarlig for denne have. I Bursers udkast til hans danske floramuskrift skriver han flere steder henvisning til Ole Worm.
I forlængelse af Bursers lærergerning ved ”Det Kongelige Ridderlige Akademi” og hans arbejde som læge for de studerende på Akademiet og rige folk i Sorøs opland, blev han også udnævnt til apoteker i Sorø. Han fik den 18. januar 1631 bevilling til at "anrette og holde et Apotek i Sorø med Forpligtigelse til altid at holde en dygtig Apotekersvend."
Netop i 2006, hvor Joachim Bursers Apotekerhave blev indviet, fejrede Sorø Apotek 400 års jubilæum med en reception. En stor del af gæsterne var apotekere fra hele landet. Bevillingen til at drive apotek i Sorø blev i familien efter Joachim Bursers død i Sorø 1639. Den blev overtaget af hans broder, Esajas Burser og senere af Joachims søn, Johannes Burser.
Ved Bursers død i 1639 efterlod han sit store værk ”Bursers Herbarie” / ”Hortus Siccus” (”Den tørre Have”) og hans manuskript til ”Bursers danske Floramanuskrift”.
Læs formanden for Havehistorisk Forening åbningstale, fra havens indvielse d. 3-6-2006