Broget Salvie (Skarlej)

Salvia sclarea L.

Anvendelse

Den æteriske olie bruges meget i aromaterapi. Olien opleves af mange som blomsteragtigt-sødlig, mens andre fornemmer den som høagtig eller som svedlugt. Det påstås, at den virker euforiserende, kønsligt stimulerende og opstrammende. Af samme grund bruges den ofte i parfumeindustrien.

I det 17. århundrede fremstillede man alkoholiske drikke, der var tilsmagt med olie fra Broget Salvie for at fremme den berusende virkning fra alkoholen.

Broget salvie kaldes også Muskatel salvie. Planten har været brugt til at få billige hvidvine til at smage som muskatvin.

Endnu i dag anvendes olien som aromastof i mange tobakssorter.

Indholdsstoffer

Æterisk olie med blandt andet linalyl acetate, linalol, pinen og myrcen. Desuden indeholder broget salvie saponin, phellandren og forskellige terpener.