Historien bag foreningen

De første tanker, som førte til dannelsen af "Havehistorisk Forening i Sorø", opstod i sommeren 2002. 

Ea Matzon var netop tiltrådt som ny museumsdirektør for Sydvestsjællands Museum med hovedsæde i Storgade i Sorø på Sorø Museum. Ea Matzon så muligheden for, at haven bag baghuset ved Sorø Museum blev omdannet til en historisk have. Hun søgte gennem lokalavisen efter frivillige, som ville være med til at deltage i dette haveprojekt

Der var 5-6 personer, som meldte sig, bl.a. Kirsten Sternberg, som blev formand for ”Havehistorisk Forening i Sorø”, og Bente Tønnesen, som senere blev medlem af bestyrelsen, og som arbejdede på at dataregistrere alle planterne i Joachim Bursers Apotekerhave.

 

Umiddelbart efter i 2003 blev Ea Matzon opmærksom på et (ældre) brev fra Lektor Hans Tybjerg fra Botanisk Have & Museum. I brevet stod der, at vi her i Sorø havde en helt særlig mulighed for at etablere en enestående apotekerhave. Der blev straks sendt bud efter Hans Tybjerg, og han fik os overbevist om, at vi skulle arbejde på at etablere denne særlige apotekerhave – som i dag er ”Joachim Bursers Apotekerhave i Sorø”.

 

Ved stiftelsen overrakte Hans Tybjerg
frø fra Botanisk Have, til den kommende
Apotekerhave

 

Ved foreningens stiftelse i 2003 var det intentionen, at foreningens støtte kunne være rettet imod:

  • Haven ved Sorø Museum – den kommende ”Joachim Bursers Apotekerhave i Sorø”.
  • Haven ved Tersløsegård – Holbergs sommerbolig.
  • Haven ved Kongsgården i Vester Broby – muligvis en kommende Landbohave ca.1950.

Foreningens formål var fra starten meget bredt. Arbejdet med at få etableret Joachim Bursers Apotekerhave, samt den efterfølgende vedligeholdelse, registrering og formidling har vist sig at være så stor en opgave, at foreningen har måttet koncentrere sig om denne opgave for at gøre dette på bedste måde.
Derfor blev der lavet en ændring i foreningens formål d.14.4. 2010. Så nu formålet er at vedligeholde Jacob Bursers Apotekerhave, samt at arrangere foredrag og udflugter, med relevans til foreningens øvrige aktiviteter.